Reformer i Læreruddannelsen

Reformer i Læreruddannelsen?

Der har ikke været en skole- eller uddannelsesreform uden, at det har heddet: Det faglige skal styrkes!
Problemet er nok, at man ikke er enige om, hvori ”det faglige” består. I øjeblikket er det læreruddannelsen, der står for skud. Censorkorpset har gjort opmærksom på, at den faglige dybde i de såkaldte fag-fag i læreruddannelsen er for ringe.

Man skal forstå det sådan, at der kun er eet fag i læreruddannelsen, nemlig Pædagogik herunder Didaktik. Alle de andre fag er fag-fag (kunne vi dog ikke blive fri for det skrækkelige udtryk?). Efter min opfattelse består faget Pædagogik af pædagogisk idéhistorie og filosofi. Disciplinen Didaktik handler om: Ud fra visse kriterier at vælge ”hvad, hvorfor og hvordan”, altså at vælge begrundet indhold og fremgangsmåde. Didaktik kan for min skyld også kaldes et fag i læreruddannelsen, for det skal jo ende med, at disciplinen skal kunne udøves af enhver lærer i et hvert fag på et hvert klassetrin.

Tillad mig et historisk tilbageblik, når diskussionen nu handler om, at det faglige niveau er faldet. Jeg mener at denne udvanding af det faglige begyndte allerede før år 2000, mens jeg endnu var ansat på det nu hedengangne Ribe Statsseminarium og HF i faget Fysik-Kemi. Når jeg nu i det følgende beskriver udviklingen i Fysik-Kemi, er det fordi denne siden kom til at få indflydelse på, hvad der ellers skete med hele læreruddannelsen og faktisk derudover.

Indtil en gang midt i 1990erne skulle de studerende i linjefaget Fysik-Kemi gennemarbejde 10 undervisningsforsøg i Fysik incl. Astronomi samt 8 forsøgsforløb i Kemi og fremlægge beskrivelser af dem som eksamensopgivelse, de såkaldte memorandaer. Der var en eksamination i et teoretisk emne i både fysik og i kemi samt en fremvisning af et praktisk undervisningsforløb i såvel fysik som i kemi. Det tog en hel dag, måske to dage afhængig af antallet af studerende.

En ting var eksamen. Men arbejdsformen gav et godt sundt arbejdsklima, hvor man støttede hinanden undervejs i de praktiske øvelser.  Den helt store fordel ved arbejdsformen var, at de gennemarbejdede undervisningsforløb kunne bruges direkte i skolepraktikken, og at de studerende havde dem med sig i en faglig fyldt rygsæk ud i deres første embede i skolen.

Den bedste læreruddannelse, jeg har være med i, var Bertel Haarders fra 1991. Den var baseret på et intenst udvalgsarbejde i de faglige foreninger under ledelse af højskoleforstander Hans Henningsen på Askov Højskole, altså udviklet fra grunden.

Sidenhen er læreruddannelsesreformer blevet bestemt centralt på embedsmandsniveau med større eller mindre held, især hvad angår uhensigtsmæssige begrænsninger af mulige fagkombinationer i linjefagsrækken.
En nyskabelse i Bertel Haarders læreruddannelse var Naturfaget med 4 timer ugentligt på 2. årgang. Faget blev ikke indført på grund af et bestemt fag i folkeskolen. Her var Natur og Teknik endnu ikke indført.

Naturfagets opgave var at forsyne de lærerstuderende med en generel indsigt i naturfaglige emner til brug i den almindelige undervisning, hvor viden om miljø- og ressourcespørgsmål fik større og større betydning. På de fleste seminarier blev et af årets temaer dyrket i samarbejde med Historie/Samfundsfag. Faget imødegik også den tendens, at en del studenter, der søgte læreruddannelsen, havde fravalgt de såkaldte ”hårde” fag i gymnasiet. De var faktisk novicer, hvad det naturfaglige angik. Men de opdagede, at naturfaglige emner og konkrete øvelser, faktisk var gode at arbejde med i skolepraktikken. I Ribe gav naturfaget derfor – som noget positivt – efterfølgende en øget søgning til de beslægtede linjefag i 3. og 4. årgang.

Hvorfor fik denne gode læreruddannelse så ikke lov til at fortsætte?

Regeringsmagten skiftede, og den radikale Ole Vig Jensen blev undervisningsminister. Der var igen en fase, hvor man mente, at det faglige skulle styrkes. Gymnasielærerne i de naturvidenskabelige fag (fysik og matematik) klagede over, at folkeskoleeleverne mødte op med for ringe eller ingen forkundskaber på gymnasiet. DTU og især matematisk institut på Aarhus Universitet syntes også, at de modtog folk med for ringe forkundskaber. Det måtte jo grundlæggende være folkeskolelærernes kundskaber, der var for ringe, hvilket igen måtte skyldes, at de var for dårligt uddannede i fagene fra seminarierne, og hvordan stod det egentlig til med lærerne der?

Så opstod idéen om ”Naturfags-bachelorerne”.

Universiteterne havde problemet med stort frafald i begyndelsen af kandidatstudierne. Man argumenterede med, at det ville være godt, hvis de studerende fik en legal mulighed for at gå ud eller holde en pause efter 3 år med en bachelor-grad, og den skulle selvfølgelig kunne bruges til noget, f.eks. undervisning i Folkeskolen. Disse studerende fik betegnelsen ”naturfagsbachelorer”. Århus Universitet fik bevilget 8 millioner kr. til at gøre forsøget.

Jeg skrev selv i Magisterbladet artiklen: ”Det største snigløb i dansk skolehistorie” og i et fagblad følgende:
(Klik på teksterne for at gøre dem større og læsbare)

Der kom hverken reaktion fra undervisningsministeriet, Århus Universitet, det politisk system, eller gymnasiernes faglige foreninger.

Kulminationen kom imidlertid, da undervisningsminister Ole Vig Jensen proklamerede, at han nu ville lave en helt ny læreruddannelse, fordi ”det faglige skulle styrkes”. Det kom som en overraskelse rundt omkring på lærerværelserne, idet den læreruddannelse, vi var i gang med, endnu ikke havde dimitteret det første hold uddannede lærere. Den havde dermed slet ikke nået at vise, hvad den duede til. Man kunne på lærerværelset helt bogstaveligt høre luften fise ud af ballonen. Vi havde arbejdet seriøst og intenst med den overordnede studieordning samt med studieplaner for de enkelte fag, og nu skulle vi allerede have en ny læreruddannelse!!! Hverken undervisningsministeren eller hans rådgivere: Gymnasielærerene, Universiteterne eller DTU vidste – eller ville vide af -, at det, de efterlyste, allerede var ved at blive implementeret i den igangværende læreruddannelse. Natur-Teknik var i mellemtiden blevet et fag i folkeskolen fra 0’te til 5’te, og seminarierne var begyndt at tage det i betragtning under arbejdet med Naturfaget.
I Ribe etablerede vi egne udviklingsarbejder i Natur-Teknik i samarbejde med praktikskolerne.

Mere om naturfagsbachelorerne:
Universitetsfolkene blev godt nok lidt blege, da vi senere under et fællesmøde fortalte dem, at Natur-Teknik i en folkeskole/lærerhøjskoleforståelse bestod – ikke bare af Fysik og Matematik, men også af elementer fra Biologi, Geografi og Hjemkundskab/Sundhed. (rengøringsmidler, madingredienser, kost m.m.).

Seminarierektorerne reagerede ved at sige til Universiteterne: Hvis I på tre år kan uddanne Bachelorer til lærere i folkeskolen, så bliver de studerende, som vi i forvejen uddanner på tre-fire år til lærere i folkeskolen, vel også bachelorer? På den måde kom den latterlige engelske collegetitel til at gælde for alle tre-årige uddannelser i Danmark.

Senere, da de første af universitetets naturfagsbachelorer blev færdige, var jeg selv censor ved deres eksamener. De skulle – meget imødekommende – kun fremlægge et selvvalgt teoretisk emne og vise et selvvalgt praktisk undervisningsforsøg på folkeskoleniveau. De bedste til undervisningsforsøget var de kvindelige studerende, som i forvejen havde været ude som vikarer i folkeskolen. Hovedparten af resten var middelmådige her, og en del leverede teoretiske fremlæggelser, som lå langt over folkeskolerelevans.

Naturfaget – trods velargumenteret – forsvandt ud af Ole Vigs læreruddannelse. I stedet skulle Natur-Teknik være et selvstændigt linjefag ved siden af de øvrige: Fysik-Kemi, Geografi og Biologi, selv om læreruddannelsens Naturfag fint kunne have fortsat som uddannelsesbaggrund for Natur-Teknik. Man overså nemlig, at en linjefagsuddannet lærer i Natur-Teknik kun kunne få timer i faget i underskolen – altså dermed en genoplivning af tidligere tiders ”forskolelærer”. Det faglige niveau kunne vel heller ikke – alderstrinnene taget i betragtning – blive højere, end hvad et hvert voksent menneske burde vide.

Natur-Teknik er senere kommet til at hedde Natur-Teknologi. Det kunne man godt filosofere nærmere over. Skal man i undervisningen eksperimentere med teknik eller blot lære om teknologien? Eller er der her blot tale om en internationalisering af sproget?

At der nu var fire linjefag i naturfagsgruppen + matematik, som skulle konkurrere med hinanden ved linjefagsvalgene, fik konsekvenser for det mulige i at oprette de enkelte linjefag med tilstrækkeligt store holdstørrelser.

Hvad kan vi så lære af den historie med henblik på fremtiden?

Nu skal jeg jo være forsigtig med at udtale mig efter knap 20 års anciennitet som emeritus.
Men det synes åbenlyst, at man ikke uventet bør offentliggøre store omkalfatrende uddannelsesændringer på pressekonferencer som det første. Det er desværre ikke ualmindeligt med politiske udmeldinger af strukturomvæltende karakter, som f.eks. udflytningen af statslige institutioner, hvor ingen i lang tid vidste hvem og hvor de skulle flyttes hen. Hver gang sker der et kompetencetab/kvalitetsdyk, indtil balancen er genvundet, hvilket godt kan tage lang tid. (Eller måske ende med: Hovsa, det var vist alligevel ikke så godt!)

Naturligvis kan der blive behov for småændringer hen ad vejen. Men de bør ikke gennemføres uden partshøringer blandt de involverede.

En større ændring vil det dog være at ændre læreruddannelsen fra 4 til 5 år, eller måske blot 4 ½.
Internt på seminarierne har tanken ikke været fremmed, bl.a. for at kunne lade en længere praktikperiode indgå. Men det er hver gang blevet afvist med, at seminarierne ikke skal kunne uddanne til kandidatniveau. Det er forbeholdt universiteterne og gymnasielærerne.
Måske ligger der også en væsentlig hindring i forskellen i den historisk filosofisk betingede  pædagogikforståelser de to skoleformer imellem, altså Seminarier/Lærerhøjskolen og Gymnasier/Universitet.

Skulle der imidlertid blive flertal for at gøre læreruddannelsen 5-årig, må man være opmærksom på, at denne ikke udelukkende henlægges til de nuværende universitetsbyer. Der vil blive kamp om praktikpladserne på de nærmeste skoler, hvis praktikken øges. Man risikerer at stå med det samme problem som med lægerne, der kun modvilligt flytter ud til ”de små steder”. Løsningen kan derfor være at opgradere UCerne til regulære decentrale universitetsafdelinger. Det er set før.

Mantraet er, at det faglige skal styrkes. Det er det indholdsfaglige i undervisningsfagene (tidligere benævnt fagfag), der trænger til at blive styrket. Dette vil også kunne blive bedre i en 5-årig forskningsbaseret læreruddannelse.

Efter min mening har der i længere tid været en tendens til – og jeg tror, det er det forhold, censorkorpset har bemærket – at dyrkelsen af de indholdsfaglige dybder i fagene er blevet forsømt i forhold til en overvægt af didaktiksnak (for at sige det rent ud). Fagdidaktikken er vigtig, altså ’hvad-hvorfor og hvordan’, men man må ikke gå på kompromis med lødigheden af det faglige indhold. Her skal der være en stadig balance.

NÅ! Jeg ved ikke om disse tanker fra en gammel seminarieræv kan bidrage med noget som helst.
Men tankerne trængte sig på nu, hvor alle problemstillinger igen er dukket op til diskussion.

Tilbage er såmænd kun en lille personlig bemærkning:

Ole Vigs læreruddannelse betød, at der ikke længere var timer nok i naturfagsgruppen, så jeg fik tilbuddet om at gå på ”rådighedsløn”, altså fuld løn i mine sidste arbejdsår fra 64 til 67.
Så hjertelig mange tak!

Jeg brugte de tre år – og mange efterfølgende – på at være med til at starte og udvikle vindenergimuseet, Poul la Cour Museet i Askov, 6600 Vejen.  Min opgave har her været – ud fra mere end 100 år gamle efterladte dokumenter – at uddrage de mest spektakulære ting til museets udstillinger, herunder rekonstruktionen af vindtunnellerne og kraftjævneren. Dertil var det naturligt for mig i denne historiske ramme at udvikle eksperimentelle undervisningsforløb til besøgende skoleklasser. Vejen kommunes skoler kan komme vederlagsfrit, andre må betale.
Det hele kører med frivillig indsats, ingen af medarbejderne får løn. Vi er pensionister ind ad en kant. Næste år har vi tyve års jubilæum.

Der er ikke noget, der er så galt, uden at det er godt for noget!

Povl-Otto Nissen, cand. pæd. fysik, semlektor emer.
Tangevej 47 A, 6760 Ribe.

Mail: pon@povlonis.dk
Egen website: www.povlonis.dk
Museets Website: www.poullacour.dk

 

Sproglig udtale er i forfald

Det danske sprog er efterhånden en gang hakkemad, når der tales hurtigt og jappende med en strøm af afsnuppede ord.

På den ene side er det blevet til hakkemad, på den anden side til noget uldent mumleri. Dog ikke begge  dele på samme tid, men med den samme virkning: Uforståelighed.

Hakkemaden serveres ofte af yngre mennesker fra den østlige del af landet, hvor der også forekommer “stød” i sproget.

Mumleriet opleves i film og tv-produktioner, hvor skuespillerne forsøger at være “naturlige” og afspejle dagligsproget blandt folk. Igen uforståelighed. Ikke engang høreapparater hjælper på dette. Mange dejlige tv-produktioner går herved tabt, I hvert fald for den ældre del af befolkningen.

Retfærdigvis må nævnes, at nyhedsoplæserne normalt taler med beundringværdig klarhed.

Undtagelsen er under interwiews. Her er det et irriterende problem, at interwieweren ofte ikke lader folk tale ud, inden det næste spørgsmål stilles. Eller at interwieweren taler mere og i længere tid end den, der bliver interwiewet. Eller det kan forekomme, at en interwiewer tilsyneladende skal have en afmålt sendetid til at gå og derfor stiller det samme spørgsmål igen og lidt varieret igen, selvom svaret allerede er givet.

Her må man så beundre den interwiewede (ofte politikere) for med beundringsværdig tålmod at give det samme svar igen og igen.

Skydespil og Etik

Det må egentlig undre, at der ikke allerede for lang tid siden er blevet sat etiske spørgsmåltegn ved skydespillene. Er det ikke etisk problematisk, når spilkonceptet er en slags gadekamp  – ganske vist virtuel – hvor det drejer sig om at nedkæmpe menneskelige figurer? 

At det ikke er det bare pjat understreges af, at militærfolk har været fremme med, at de bedste udøvere af denne form for spil muligvis kunne have fortrin som jagerpiloter.

På den måde er spillet jo en slags krigssimulator, hvor reaktionsevnen til at skyde først optrænes. De konkurrerer jo ikke ved i ro og mag at skyde til måls efter en skive.

Nå men heldigvis foregår denne såkaldte e-sport siddende. Mærkeligt forøvrigt, at en siddende tilstand kan kaldes en sport! Derved fremmes just ikke den muskelstyrke og kondition, som normalt kræves for at gå i militærtjeneste.

Så det regulerer nok sig selv.