Det danske sprog er efterhånden en gang hakkemad, når der tales hurtigt og jappende med en strøm af afsnuppede ord.

På den ene side er det blevet til hakkemad, på den anden side til noget uldent mumleri. Dog ikke begge  dele på samme tid, men med den samme virkning: Uforståelighed.

Hakkemaden serveres ofte af yngre mennesker fra den østlige del af landet, hvor der også forekommer “stød” i sproget.

Mumleriet opleves i film og tv-produktioner, hvor skuespillerne forsøger at være “naturlige” og afspejle dagligsproget blandt folk. Igen uforståelighed. Ikke engang høreapparater hjælper på dette. Mange dejlige tv-produktioner går herved tabt, I hvert fald for den ældre del af befolkningen.

Retfærdigvis må nævnes, at nyhedsoplæserne normalt taler med beundringværdig klarhed.

Undtagelsen er under interwiews. Her er det et irriterende problem, at interwieweren ofte ikke lader folk tale ud, inden det næste spørgsmål stilles. Eller at interwieweren taler mere og i længere tid end den, der bliver interwiewet. Eller det kan forekomme, at en interwiewer tilsyneladende skal have en afmålt sendetid til at gå og derfor stiller det samme spørgsmål igen og lidt varieret igen, selvom svaret allerede er givet.

Her må man så beundre den interwiewede (ofte politikere) for med beundringsværdig tålmod at give det samme svar igen og igen.